Henrik Ibsens skrifter

Jeg takker dig ret hjertelig for ​brevet, som jeg modtog i forrige måned og som jeg nu ikke tør opsætte længer med at besvare.

Det var med megen glæde jeg deraf erfarede at Skien nu også får et ​festivitetslokale. Dette blir naturligvis både stort og pragtfuldt, og derhos tidsmæssigt indrettet i enhver henseende for at svare til ​byen i dens nuværende skikkelse.

Og så fortæller du at lokalet skal åbnes med ​en række festligheder nu netop i denne tid.

Gid jeg så sandt kunde have været tilstede ved den lejlighed. Af mine barndomsbekendte vilde jeg vel da kun have truffet meget få. Jeg vilde have stået i kredsen af en ny, for mig fremmed slægt. Men i grunden kanské ikke så ganske fremmed alligevel. Gennem alle de mange fraværelsens år har det stedse

Faksimile

stået for mig som om jeg fremdeles hørte hjemme i fødebyen.

Havde nu disse festligheder indtruffet en del år tilbage i tiden og jeg havde vidst besked derom, så skulde jeg have skrevet en sang eller et digt og sendt det hjem. Jeg håber og tror at man derhjemme vilde have taget imod det i venlighed.

Men jeg ​skriver ikke digte og sange af det slags nu længer. Så derom kan der altså ikke være tale. Og dog vilde jeg så hjertens gerne være med på en eller anden måde.

Derfor ​skal du meddele dette brev for at de alle kan vide at jeg i tanken er iblandt eder, ved eders fest, ligesom jeg så tidt og ofte i tanken har været iblandt eder både i eders sorger og under eders ​fortrøstning til lysere dage.

Det var i 1850 at jeg sidste gang var hjemme i Skien. Ikke længe bagefter begyndte der at gå ​en åndelig stormtid over byen og derfra ud over videre kredse.

Stormvejr har jeg altid holdt af. Og ​i dette stormvejr var jeg med – skønt fraværende. At jeg var med i det, – derom bærer en del af min digtning sit vidnesbyrd.

Faksimile

Så brød der store ulykker ud over byen og hærjede den gang efter gang. ​Huset, hvor jeg fødtes og hvor jeg levede mine første barndomsår, – kirken, ​den gamle kirke med døbeengelen under loftshvælvet, er brændt ned. Alt, hvad mine tidligste erindringer havde at hæfte sig ved, – det brændte altsammen.

Hvor kunde det da være andet end at jeg følte mig sammen med eder alle dybt og personlig berørt af de slag, som rammede vort fælles hjemsted.

Men så kan I også tro at jeg med levende glæde har læst beretningerne om hvorledes byen har rejst sig igen i skønhed og pragt, – hvorledes den har vokset og hvorledes den er skredet fremad på mangfoldige områder.

Jeg synes I må føle jer festligt forhåbningsfulde når I tænker på vor bys fremtid.

Gid jeg personlig kunde have sagt eder dette – og mere til. Men jeg er nu på min måde tilstede iblandt eder alligevel.

Og ​skulde jeg så endnu en gang, som jeg håber, komme op til Norge, – ja, så vil jeg ​sé hjemmet igen, – det gamle og dog nye hjem. –

Faksimile

Dette, kære Hedevig, er, hvad jeg gerne vilde sende dig idag. Jeg skal gøre mit bedste for at du senere kan få høre mere fra mig. Lev vel! Hils dine nærmeste og familjen forøvrigt.